Frede og jeg spillede slaget ved La Coruna 16. januar 1809. Det var et mindre slag med cirka 16.000 på hver side. Frede havde kommandoen over de engelske styrker, som agerede arrieregarde for den britiske hær, der skulle undsættes af flåden. Jeg havde kommandoen over de franske styrker anført af marskal Soult, som skulle nedkæmpe den britiske hær.

Den franske fremrykning

General Moore havde forankret sine to divisioner foran Monte Mero højderne omkring landsbyerne Elvina og Piedralonga. Brigaderne i landsbyerne ville være svære at få slået på flugt, så jeg måtte først og fremmest koncentrere mig om styrkerne uden for. General Mermet tog sin division og rykkede frem mod Elvina for at indtage stillingen. Flankerne blev beskyttet af General Merle og General Delabourdes divisioner. Soult fulgte efter med hovedkvarteret og kavalerireserven.

Det franske angreb gik ikke helt som ventet. Et par angrebsivrige britiske brigadechefer satte et angreb ind mod de fremrykkede franske styrker og fik slået et hul centralt i den franske linie. Det var General Moore ikke sen til at udnytte og valgte at fortsætte angrebet. Angreb er vel også det bedste forsvar. General Delabourdes division som rykkede frem mod Piedralonga blev slået må flugt og forsøgte at trække sig tilbage til Penasquedo-højderne for at få styr på tropperne. Det lykkedes dog ikke, da de blev skarpt forfulgt af Bairds division med højlændere i front. De fortsatte angrebet på Delabourdes styrker indtil den bitre ende.

På venstre fløj udspillede kampen sig omkring Elvina. Både Merle og Mermets division forsøgte at få skubbet Hopes division væk fra landsbyen. Det lykkedes efter en del timers kamp, men det kostede mange tab på både britisk og fransk side. Merles division blev helt udslettet i forsøget på at tage Elvina. Soult rykkede frem med kavalerireserven for at sætte nådesstødet ind. Undervejs gav han kommandoen over kavaleriet til General Merle, der pludselig var blevet ledig. Så kunne Soult koncentrere sig om at lede slaget.

Elvina er faldet